At være i et forhold med en person, der har ADHD (Attention Deficit Hyperactivity Disorder), kan være både udfordrende og givende. Mens personen med ADHD ofte oplever vanskeligheder med at styre sine daglige opgaver og adfærd, kan partneren til en person med ADHD ofte opleve en mangel på stabilitet i forholdet på grund af inkonsekvens fra deres partner. Denne mangel på stabilitet kan føre til følelser af bekymring, usikkerhed og ustabilitet hos den partner, der ikke har ADHD – alt sammen noget, der kan medføre yderligere stress og belastning af forholdet.
Stabilitet er et vigtigt fundament for ethvert sundt forhold, men for partnere til personer med ADHD er det ikke altid let at opnå eller opretholde stabilitet. Personer med ADHD har generelt svært ved at regulere deres adfærd, opretholde konsekvente rutiner, forblive organiseret og være i stand til at fokusere på opgaverne længe nok til at fuldføre dem. Alle disse faktorer kan gøre det svært for partnere at stole på, at deres partner kan være konsekvent og pålidelig – elementer, der er vigtige i ethvert vellykket partnerskab.
Den gode nyhed er, at der er måder, hvorpå partnere kan hjælpe med at forbedre stabiliteten i deres forhold ved at bruge strategier som kommunikation, struktur og støtte. En måde at sikre stabilitet på er gennem effektiv kommunikation mellem partnerne – det betyder, at man virkelig skal lytte, når ens partner taler, i stedet for blot at høre på ham. Det er også vigtigt for partneren uden ADHD at forstå, hvad der udløser visse adfærdsmønstre hos deres partner, så de kan undgå eller håndtere dem i overensstemmelse hermed.
At skabe et struktureret miljø er en anden måde at øge stabiliteten i et forhold, der involverer en person med ADHD. Dette omfatter at skabe daglige rutiner, sætte mål sammen og opdele store opgaver i mindre håndterbare opgaver. Derudover er det vigtigt at deltage i aktiviteter sammen, der ikke kræver for stor kognitiv indsats, men som stadig giver nydelse (f.eks. gå ture, spille brætspil osv.), da det er med til at fremme forbindelsen mellem partnerne, samtidig med at produktiviteten holdes lav nok til ikke at udløse rastløshed eller irritabilitet hos personer med ADHD, som måske kæmper mere end andre, når det drejer sig om højere kognitive krav som f.eks. at gennemføre store projekter eller mestre komplekse færdigheder som at tale offentligt eller køretimer.
Endelig kan det at få tilstrækkelig støtte fra kvalificerede fagfolk som f.eks. terapeuter eller rådgivere, der har specialiseret sig i at hjælpe personer med ADHD, være et vigtigt skridt i retning af at skabe stabilitet i et forhold mellem to personer, hvor den ene har fået diagnosen ADHD. Sådanne fagfolk er unikt udstyret med viden om, hvordan man bedst navigerer udfordringer i forbindelse med håndtering af symptomer relateret til denne tilstand, især når det drejer sig om forholdsdynamikken mellem par, der er ramt af ADD/ADHD-diagnosen. Man bør altid opfordre til at søge professionel hjælp, hvis en af partnerne føler sig overvældet af problemer, der er direkte eller indirekte forbundet med en ADHD-diagnose, da det giver mulighed for uvildig vejledning fra fagfolk, der har erfaring med disse spørgsmål – noget, som det at bringe problemerne op direkte i parforholdet ellers ikke ville give plads til objektiv evaluering, men snarere kun skabe yderligere spændinger i stedet for at løse eventuelle aktuelle konflikter effektivt!
Alt i alt kan det at skabe stabile forhold mellem to partnere, når den ene er blevet diagnosticeret med ADD/ADHD, virke som en skræmmende opgave, men med den rette forståelse, åben kommunikation og gensidig støtte – samt vejledning fra erfarne fagfolk – kan par, der har med disse unikke omstændigheder at gøre, lære, hvordan de bedst kan tackle de daglige kampe, der er forbundet hermed, samtidig med at de stræber efter at opnå bedre gensidig forståelse og balance i deres partnerskaber uanset hvad!
